Bilen solgt til prisen, men der var ikke helt styr på processerne
Vi fik solgt vores 13 år gamle bil gennem Aksel til en pris, som vi ikke kunne opnå via en privat annonce. Aksel var god til at kommunikere, mens bilen var til salg, og skærmede os mod skambud. Efter ca. 30 dage fandt Aksel en køber, der var villig til at betale den annoncerede pris.
Desværre var processen omkring selve salget ikke helt tryg. Køberen forsøgte at foretage en straksoverførsel af købesummen til Safepay Nordic på en lørdag, men af tekniske årsager blev pengene først overført den efterfølgende mandag. Det kunne Aksels system tilsyneladende ikke håndtere, hvilket medførte, at hele sagen, herunder slutsedlen, forsvandt fra systemet.
Aksels medarbejdere var derefter nødt til at håndtere sagen manuelt, hvilket medførte en del forvirring og bekymring hos både os og køberen. Efter en længere mailudveksling og nogle telefonsamtaler blev pengene lokaliseret hos Safepay, og handlen kunne afsluttes.
Mailene fra Aksel var muntre og pyntet med smileyer, men tonen virkede ikke helt afstemt med situationens alvor. Det hele endte endda med, at jeg fik tilsendt en særskilt faktura på salæret på 5.000 kr., selv om salæret allerede var fratrukket det beløb, jeg fik overført fra Safepay.
Jeg gjorde Aksel opmærksom på fejlen, og de lovede at annullere den særskilte faktura. Også denne besked kom i en mail pyntet med smileyer, men uden en egentlig undskyldning.